Jeg opfandt begrebet “pytkassen” fordi jeg havde brug for det. Inde i mit hoved blev det til billedet af en kasse, hvori man kan putte alle de ting man siger “pyt” til. De ting man alligevel ikke kan ændre. En måde at parkere ting på! -og acceptere dem.. Illusionen dukkede op i en periode af mit liv, hvor jeg måtte lade en masse vigtige ting falde på gulvet for at fokusere på det der var endnu mere vigtigt.

Kriser skaber kreativitet

Jeg havde behov for en måde hvorpå jeg overfor mig selv kunne retfærdiggøre – måske endda forklare – hvorfor det er okay, at lade ting falde på gulvet og sige pyt. Det var nødvendigt for mig, både arbejdsmæssigt og privat. Det var en af mine “kriseperioder”. Når jeg tænker over det nu, må jeg have rationaliseret mig frem til, at det var en god og nødvendig evne at have – som jeg alligevel ville få brug for på livets vej.

Perfektionisme

Pytkasse-øvelsen var svær for mig. Jeg ville gøre det godt – gøre mig selv og andre tilfredse – gøre “det rigtige”. I min verden hang dét, på daværende tidspunkt, ikke sammen med mit behov for pytkassen. Jeg ved ikke præcis hvordan pytkasse-begrebet dukkede op. Måske i forbindelse med en af de utallige snakke jeg havde med venner og bekendte om valg og prioriteringer – og måske i frustration over mit behov for forklaring og accept.

Individuel pytkasse

Efter jeg begyndte at bruge begrebet, fandt jeg på at lave “rigtige” pytkasser. Træklodser i egetræ, som den på billedet. Jeg har foræret et par stykker væk. Til mennesker jeg holder af – og som jeg synes trænger til et kærligt skub i pyt-retningen.

Den kan tømmes

Min pytkasse skal nogle gange skal tømmes. Ikke alt kan fejes ud til siden og parkeres. Pyt kan være, at negligere ting – og bægeret kan blive fyldt. Hver ting til sin tid!

Har du brug for en pytkasse?