Få et knus for at afskedige en person der er glad for sit job…
God succesfuld ledelse handler om at føle en grundlæggende kærlighed til andre mennesker!
Lyder det langhåret? Så læs her hvorfor det alligevel giver mening…
Ledelse er din dagsorden
Ledelse handler om at få andre mennesker til at levere det output du vil have. Det handler altså om din dagsorden.
I Danmark kan det være vanskeligt at få mennesker til at arbejde effektivt med en opgave blot fordi du vil have det. Det skal give en større mening. Motivation er vigtig.
Motivationsfaktorer
Motivation kommer hvis arbejdet giver mening. Hvis der er et formål med opgaven. Tre ting der vil virke for at holde en god motivation:
Respekt for dig som leder
Konkrete formål med opgaven
Personligt incitament
Et eksempel
Lad mig komme med et eksempel. Du skal sætte 3 medarbejdere i et supermarked til at rydde op, gøre rent og gøre klar til statusoptælling. Måske ikke yndlingsopgaven.
Men… Hvis de respektere dig og ved du vil have udført den opgave fordi det giver en større mening, så lytter de. De respekterer dig nemt hvis de ved at du oprigtigt ”vil dem”.
De vil højst sandsynlig alligevel have behov for, at kende et konkret formål og her er det nærliggende at placere opgaven lige inden at der alligevel skal være status. Også selvom oprydnings- og rengøringsseancen i bund og grund måske ikke har noget med status at gøre.
Den tredje motivationsfaktor er deres eget incitament. Altså output til dem selv. Det vil også give ekstra motivation. Det kan være i form af fx en bonus – eller den mere kreative; ”pizza og øl når I er færdige”.
Er alle tre motivationsfaktorer opfyldt, så er der god sandsynlighed for, at opgaven løses med succes, i god stemning og ikke mindst effektivt.
Oprigtig interesse giver respekt
Du kan ikke købe eller læse dig til at føle oprigtig interesse til andre. Det er en egenskab du skal være i besiddelse af. Hvis du føler en oprigtig og grundlæggende kærlighed til mennesker omkring dig, vil de kunne mærke det. De vil vide du kan lide dem. Det giver for det første en god sandsynlighed for, at de kan lide dig, og dernæst giver det dig muligheden for at være autentisk. Skal du lykkes godt som leder er det et must at du er autentisk.
Autentisk ledelse
Du er autentisk, når du er dig selv. Så kan du åbent og ærligt kommunikere til andre hvor bussen kører hen – hvilken retning den kører og hvor den skal hen næste gang. Der er ingen skjult dagsorden. Udgiver du dig for at være en anden, vil du falde igennem. Hurtigt!
Mod
Tre små bogstaver der skal tillægges et autentisk jeg, er MOD. Mod til at være dig selv og til at tale både styrker og svagheder. Også dine egne. Det giver tryghed i en gruppe når parterne kender sig selv og de andre. Tryghed skal der til for at udvikle mennesker og øge deres præstation.
Accept og anerkendelse
Som en god leder får du accept af dine handlinger. Også de som har en høj pris for andre mennesker. Som fx når du skal afskedige et menneske som er glad for sit job. Omverdenen vil forstå dig og din handling, hvis den ved at du vil personen det godt og ved at du træffer beslutningen for et større formål. Det er ikke sikkert omverdenen udviser forståelse, men du ved det indeni når du har en god menneskelig intuition. Forståelsen giver anerkendelse til dig som leder. Anerkendelse har du nemlig brug for. På samme niveau som alle andre mennesker. Det kan være koldt, at være den der afskediger. Ensomt at skulle træffe svære beslutninger. Men der er én der skal have den hat på. Og sådan kan du afskedige et menneske og alligevel få et knus den sidste arbejdsdag.