.. at jeg ville have mod til, at

1. udtrykke min egen mening

min helt egen mening, som er upåvirket af meningsmålingsanalyser, spindoktorers manipulative informationsstrøm og ønsket om personlig profit og anerkendelse. Demokratiets grundtanke må være at vælge en repræsentant, som udtrykker sin egen mening, og ikke magtens. Kun en egen mening bærer langsigtet igennem og en sådan kan der argumenteres rent omkring. Jeg ønsker at jeg ville kunne modstå en potentiel fristelse om at gå et partis ideologiske ærinde, hvis det kræver, at jeg vil skulle gå på kompromis med min integritet og det at lytte til det bæredygtige argument.

2. ændre vores grundsystem

vores grundsystem i den forstand at vi har rød og blå blok, som ikke kan danne regering sammen. Det er absurd at acceptere en så forældet regel, som i sin nuværende form nærmest modarbejder essensen af demokrati. Reglen fremmer ligefrem fristelsen hos politikere til at gå på kompromis med egne mål og egen mening. For at skaffe sig indflydelse. I dag har vi en så stor og bred diversitet blandt partierne, og holdninger der er lig og forskellige på kryds og tværs, så vores traditionelle ’række’ skal væk. Et parti skal ikke have en ‘placering’. Vigtigt må være at regeringen består af det flertal som repræsenterer befolkningen bedst.

3. droppe valgplakaten

og i stedet satse på synlighed, som ikke koster klima’et i samme omfang som valgplakater. Det koster at designe dem, trykke dem, køre dem ud, hænge dem op og pille dem ned igen. Droppe det fordi at netop den klima-post er total unødvendig. I modsætning til fx en flyvning! Måske ville det være startskuddet til, at alle politikere droppede valgplakater og nøjedes med online og fysisk tilstedeværelse. Og vil det ikke det, så havde jeg i det mindste ikke gået på kompromis med min personlige holdning. Måske er gaven ved vores virtuelle verden måske en klima-redning. Hvis vi formår at bære os klogt ad.

4. tale om årsager til vores opgaver

årsager til hvorfor vi som samfund står med de opgaver, vi gør. Som for eksempel at hver tiende dansker har det så mentalt dårligt, at de ikke kan fungere i en normal hverdag (dansk statistik), at et alt for stort antal børn i dag får tildelt en diagnose, og at en diagnose for nogle forældre føles som en lettelse af en for dem uoverskuelig opgave. Det er et problem for os som samfund, at nogle af os har brug for at føle os ’ramt’ af noget. Jeg ville tale om hvorfor det vil gavne samfundet hvis vi tør vende tingene på hovedet. Hvordan vi kan løse mange opgaver, ved at helbrede årsager og på den måde sørge for, at der er penge nok til alle. Selv med skattelettelser. Det kan vi, hvis vi hver især bidrager på en sund måde – og tør tænke langsigtet.

5. adskille politik og dansk underholdningskultur

ved at bidrage til en sober, kærlig og ordentlig tone i TV debatter, hvis ellers de overhoved giver mening?! Det er nok muligt at udtænke en måde hvorpå enhver politiker kan fremlægge sine synspunkter med grundighed og saglighed. Online. Vi er så vant til at have underholdning rundt om hjørnet. Hele tiden. Om morgenen, i frokostpausen, på toilettet og om aftenen, når vi ikke er kreative nok til at finde på en meningsgivende aktivitet. Politik er blevet en del af den underholdning. Det er logisk, at det er sket. For vi keder os. Og vi har for meget tid. For få problemer. I hvert fald, som vi får øje på. For vi har faktisk store problemer, men vi ser dem ikke. Vi ville opdage hvis der var krig eller hvis vi sultede. Men problemerne i det danske samfund i dag er af en anderledes karakter. De fleste af os er afhængige af det hurtige grin og den nemme middelmådige underholdning. Og dét er min oplevelse at de fleste danskere vælger at optage de informationer som journalister og TV stationer vælger som ’den bedste underholdning’, frem for at afsætte tid til at sætte sig kvalitativt ind i politikeres motiver og mål.

6. forsimple systemer

finde dygtige mennesker, der kan foreslå hvor simpelt vi kan strukturere os, i en ikke simpel verden. Vi har i efterhånden mange år i træk lavet love og regler omkring alle de problemer og udfordringer som tiden har budt os. Nu er der tid til at rydde op. Nøjagtig som den proces som virksomhedsejere med mange år på bagen, løbende skal udføre. Det er måske svært, men det er muligt. Den store verden er blevet lille, og det er logik at intet menneske kan overskue alle sammenhænge og alle konsekvenser. Så meget er ikke muligt at lære på et menneskeliv. Heller ikke selvom vi drager nytte af andres erfaringer. Derfor bygger vi ovenpå igen og igen med flere regler og bestemmelser, og pludselig kan intet menneske huske og forstå de regler vi selv har lavet. Det er helt kuk kuk, og vi må have rent bord og mod til at ændre radikalt i systemerne.

Jeg ved godt, at det ville være ambitiøst!

For der vil sikkert være en rådgiver der siger til mig, at jeg kunne gøre anderledes, hvis jeg ville bidrage til landets politik.

En ven der siger, at jeg bliver nødt til at gøre på en bestemt måde, for at trænge igennem.

Alle mulige synsninger i sfæren, som det er umuligt ikke at lytte til. Eller i det mindste, at være sig bevidst.

Og så kommer tvivlen.

Og tvivlen er styg. Den ødelægger menneskets rene form.

Og så koster det. Økonomisk og menneskelig.

Og så lærer jeg.

Og bliver som de andre.

Samfundets opdragen. Og den naturlige regulering. Måske.

Og ja, – måske.

Måske til det hele.

Godt valg, på onsdag 😊