Er tiden inde til at tænke anderledes om mulighederne for at dele vores bolig?

Egen matrikel

Parcelhuset er stadig danskernes foretrukne boligform! Den halvhøje liguster der omslutter det frimærke af jorden som er ens HELT eget. Der hvor man selv bestemmer, og der hvor man kan være helt privat.

Jeg tillader mig at påstå, at dagligdag og rutiner i et parcelhus i Danmark er relativt ens, hvis man ser det fra et perspektiv der også rækker udenfor Danmarks grænser. Vi har uskrevne regler om hvad man kan tillade sig, når man er gæst. Vi tager hensyn til naboer. Vi bor typisk kun sammen den nærmeste familie – forældre og børn. Vi er private og aftaler som regel besøg på forhånd.

Delemuligheder

Deleøkonomi-koncepter eksploderer. Jeg tilmeldte en del af mit hus på AIRBNB først på året. Det var en spontan idé. Jeg har selv brugt AIRBNB nogle gange – og har kun positive oplevelser. Nu også som vært. Jeg har haft forskellige mennesker til at bo. Familier, vennegrupper, en kunstner, en dyrelæge, et team, som arbejder med Operation Dagsværk – danskere og udlændinge. Mit tidsforbrug med besøgene har været begrænset, men alligevel interessant for sådan en som mig, der elsker menneskers historie.

En af mine veninder er nu også begyndt at dele hendes lejlighed – og jeg tænker, at vi kan redefinere vores hidtidige opfattelse af mulighederne for at dele. Ved at tænke nyt – også ud over AIRBNB.

Muligheder

Nogle familier har huset flygtninge. Nogle hjem er altid der hvor børnene samles med deres venner. Nogle familier inviterer ofte gæster. Nogle hjem er der man lander, når man har brug for en enkelt overnatning eller husly for en periode.

Jeg er vokset op med et hjem, hvor vi gerne måtte være mange. Set bagud har det betydet enormt meget for mig, at døren var åben for mine venner. For et års tid siden havde jeg et vennepar og deres søn til at bo i 14 dage inden et udlandsophold. Jeg har lånt mit hus ud til en veninde, der skulle holde fødselsdag og en kammerat der skulle bruge lidt plads til en 40 års fødselsdag. I sidste uge holdt jeg workcamp for trejde gang, hvor vi samledes 15 mennesker on/off over tre dage.

At skabe de ramme giver stor værdi hos mig. Det gør mig glad, at have gode mennesker omkring mig.

Gør op med danske vært-vaner

Vi mennesker gør som regel det, der er nemt. Bliver det for besværligt at dele, så vil der være en tendens til, at vi ikke gør det. Herhjemme bygger de typiske traditioner på, at tingene er KLAR til gæsterne kommer. Som vært sørger man for det praktiske – og varter op. Vælger man, at påtage sig vært-rollen, så får man naturligt de opgaver, der følger med. Påtager man sig ikke værtrollen, så vil besøgende gøre tingene selv, og en anderledes atmosfære vil opstå.

Prøv det! Det er ret fedt, at have gæster der ved hvor både viskestykker og det ekstra toiletpapir er (-;

Hver ting til sin tid

Mit hjem er stort og jeg har ingen børn. Det giver muligheder – og det er et privilegie, at kunne udnytte dem. Livssituation og muligheder skifter – og jeg har tænkt over hvordan dele-filosofien kan integreres og skifte efterhånden som livet skifter.

En mulighed vil være: byg eller bo i et mindre og meget fleksibelt (parcel)hus med alt hvad dertil hører. Indret et fleksibelt anneks i haven, som kan fungerer kontor, multirum, gæsteanneks, kreativitetsrum, motionsrum eller hvad der passer ind i livet.

En anden mulighed er, at indrette en del af boligen til en afdeling hvor en bedsteforælder, en ung-pige-i-huset, AIRBNB-gæster eller lignende, kan leve uden, at man vil genere hinanden i hverdagen.

Gode relationer gør os lykkelige – og vi kan vælge selv at skabe rammerne til at få mere af det. 

One Reply to “Din bolig og mulighed for at dele”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Regn den ud :) *