Jeg tænder sjældent for fjernsynet. Først på ugen, lige hjemkommet efter en længere rejse, finder jeg fjernbetjeningen og tænder for nyhederne til en omgang morgentræning. Det frembragte refleksioner..

Første nyhed

Man havde fundet ud af, at børn der blev fastholdt i forbindelse med vacciner eller anden medicinering, fik traumer helt ind i voksenlivet. En dame fra Rigshospitalet fortalte, at de havde ændret procedure. Selvom de ikke havde ressourcer, ville de nu tage sig al den tid der skulle til, for at aflede børnene. Afledning – dét skulle være opskriften. Bedøvende tryllecreme, lattergas og hospitalsklovne!

Anden nyhed

Nogen havde fremsat lovforslag om, at alle nye vinduer og døre skulle være indbrudssikret. Vi skulle altså lave en lov, som foreskriver, at danskerne SKAL betale for fabriksmonteret tyverisikring af deres vinduer og døre. Man mente, at det var den lovgivende magts ansvar, at tvinge danskere til den sikring.

 

Jeg slukkede ikke TV’et. Men jeg husker ikke resten..

Jeg tændte igen en af de efterfølgende morgener. Herfra husker jeg heller ikke noget..

 

Bevares

Nu er det ikke fordi jeg er af den overbevisning, at børn skal fastholdes samtidig med, at man skider stort og flot på omsorg, empati og kommunikation. Jeg synes også ganske godt om fabriksmonteret tyverisikring af vinduer og døre. Jeg lever endda af, at sælge nye huse og al det mersalg og tilkøb der er i den forbindelse.

Bekymring

Jeg bliver alligevel lidt forundret. Vi vælger, til trods for at vi ikke har råd, at bruge al den tid der skal til for at aflede børn der skal stikkes med en nål. Glemmer vi, hvor heldige vi er, at have muligheden for at gå på sygehuset? Og noget helt andet.. Hvilke voksne former vi ved børn som aldrig bliver udsat for ubehageligheder eller anden form for modgang?

Perspektiv

For et par uger siden stod jeg på en klippe i Indien sammen med en veninde. Vi har godt 7 meter over vandoverfladen – og vi ville springe. Der var sgu lidt langt ned. Jeg vendte mig mod den person der stod tættest på, og spurgte om vi måtte hoppe på samme tid. Hans ansigtsudtryk var undrende og han svarede noget i retningen af “up to you”. Jeg tænkte ved mig selv “dumme dansker – regner du med regler for det her?”. Vi sprang én efter én.

Spild

Mine tanker farer videre og jeg tænker på politiets kvoter. Jeg ved, at de blandt andet bliver målt på antal sigtelser. Er det effektivt? Måske sker det ofte, at de skal søge efter sigtelser uden et større formål. Brug tid på det! Dernæst tænker jeg på skoler og børnehaver og andre offentlige institutioner som et par måneder før “en ny sæson” skal have brugt deres budgetmidler. Ellers får de jo mindre i næste periode..

Regelsamfund?

Jeg skal ikke brokke mig. Jeg hader brok. Jeg elsker Danmark. Jeg går ind for både velfærd, demokrati og betaler glædeligt min skat.

Stof til eftertanke!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regn den ud :) *