Krise efter krig

Det du læser nu, handler ikke om de frygtelige hændelser i Paris. De har taget kapacitet på nethinden hos mange de seneste par døgn. Også hos mig. Forståeligt. Det handler om en følelse. Noget der er svært at forklare. Hvis du ikke interesserer dig for personlig udvikling, så stop her. At læse videre, vil være spild af din tid.

Target

Jeg har haft et mål. Ikke et klart defineret mål, men det har været der. Målet handler om ‘at klare den’. At lykkes.

Følelsen

Noget har ændret sig inde i mig. En forandring, der er ukendt for mig. Nogle af de ting jeg har oplevet, kommer her

  • min meget tætte venindes mor må overgive sig til kræften. Det påvirker mig ud over det sædvanlige.
  • jeg tilbringer 14 dage i Indien. Jeg vidste det ville sætte spor, men ikke så dybe nogle spor, at jeg ikke kan bruge min almindelige rationelle tankegang til at bearbejde
  • jeg tuder over en sang på vej på arbejde
  • jeg har lyst til at lave hyggelige ting. Prioritere, at bruge tid på ting, som ikke har noget med mit target at gøre
  • jeg kan mærke områder i kroppen og følelser, som jeg ikke har mærket i mange år
  • jeg græder dagligt i mere end en uge, fordi jeg finder ud af, at min ryg var brækket ca. 20 cm fra det sted hvor jeg troede den har været brækket
  • jeg finder gamle billeder frem og får behov for at skriv reflekterende tanker ned

Analyser Forstå Accepter

Ved at gøre det, kan jeg sædvanligt få tingene på plads i hoved og min krop. Jeg har fundet ud af, at jeg som regel tager hul på de områder jeg ved hvordan jeg kan løse først. Smart, eller? Hvert fald naturligt! Den her følelse er jeg sgu i tvivl om. Jeg forstår den simpelthen ikke. Det giver ikke mening – mit liv som det ser ud nu, burde kun give gode rolige positive følelser.

Så acceptér det dog

Min rationelle del af hjernen forstår godt hvorfor jeg reagerer. Når den gør det, burde kroppen også forstå og acceptere – finde ro. Det gør den ikke. Den er ikke rolig.

Min hverdag i mange år

  • mange flere opgaver end jeg har kunnet nå. Også nogle af de vigtige
  • en evne til at sige pyt til ting, som ikke gjorde en forskel for mit target
  • feje ting af banen som forstyrrede eller direkte umuliggjorde vejen til mit target
  • ensomhedsfølelse blandt mennesker der står mig meget nær
  • fyresedler til mennesker jeg holder meget af
  • tough business hvor den personlige relation er i baggrunden for penge
  • sår efter skilsmisse, brud i familierelationer, tabet af en graviditet, afmagtfølelse overfor en handicappet ex-bonusdatter

De sidste par dage har jeg tænkt. Og slappet af. Eller rettere – været hjemme og nået en helvedes masse. En klog mand sagde til mig fredag: Græd. Det tager et år. Accepter det. En anden klog mand sagde til mig lørdag – det er kroppen der skal omstille sig. Logisk.

Acceptfasen

I går tilbragte jeg 12 timer i streg med gode kammerater. Som tudeprinsessen i teamet. Og det var fantastisk. Jeg tudede egentlig ikke – men jeg fortalte mine tanker. 4 mennesker en hel lørdag med pc og ild i pejsen. Masser af arbejde og lidt vin. Det var en følelse af taknemmelighed.

Refleksion

I en af gårsdagens snakke reflekterede jeg i mens jeg talte. Jeg følte der et kæmpe privilegium over selv indsigt og bevidsthed. Skal psyke og fysik egentlig være i balance? Kig ud i verden og tænk på hvor mange mennesker, der aldrig kommer i nærheden af det stadige. En følelse af, at være forbandet heldig strømmede ind over mig lige der.

Nu er det søndag. Jeg sidder i fitnesscenteret efter en træningstime og skriver dette blogpost. Solen skinner og familien kommer til fødselsdag i eftermiddag. Livet føles pisse fedt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regn den ud :) *