Hvad betyder dagslys egentlig for vores livskvalitet?
Dagslys giver livskvalitet
Når man designer hjem, bør man være bevidst om i hvor høj grad dagslys påvirker vores livskvalitet. Jeg har en teori om, at de fleste ved det – men de færreste er bevidste om hvor stor indflydelse dagslyset reelt har på os – og endnu færre handler efter det.
Man samles ved lyset
Jeg har i mange år oplevet menneskers adfærd i vores udstillingshuse. Jeg har stået mange søndage og observeret hvordan flokken har bevæget sig. Jeg ved, at mennesker samles der hvor lyset er godt. Både på grå dage og på solskinsdage.
Solen på en kold vinterdag
I Danmark hvor vi har mange korte og mørkere dage betyder det rigtig meget, at vi optimerer dagslyset i vores boliger. Tænk bare på snakken om d-vitamin, og tænk så på den komfort, der er i at mærke solens varme stråler gennem et vinduesparti – på en vinterdag.
Mærket værdien selv
På egen krop har jeg mærket forskellen ved at flytte fra en fin ældre bolig med udemærkede lysforhold til en ny bolig hvor lysindfaldet er tæt på optimalt. Jeg ved hvor meget den ændring har påvirket mit velbefindende.
Kan være dyrt at lade være
Man kan spørge sig selv, om det er dyrere at bygge et hus med optimale dagslysforhold. Selvom omkostningerne i første omgang oftest vil være højere, kan investeringen måske være bedre. Værdien er de kvadratmeter man har i et hus med optimale dagslysforhold vil måske øges mere, end værdien af de kvadratmeter man har i et hus hvor der er tænkt mindre over dagslyset? Måske er huset en bedre forretning hvis man bygger lidt mindre og så med optimale dagslysforhold? Måske vil fremtidens forbrugere øge fokus her. Jeg vil bidrage til, at bevidstheden om dagslysets indflydelse på vores livskvalitet vil øges i fremtiden – og at flere tør handle efter det.
One Reply to “Værdi af dagslys…”