Pyldrementalitet
Er der en tendens til at vi mennesker pyldrer om os selv, om livet og om det vi synes der er hårdt for os?
Er det ofte, at vi taler bebrejdende og sørgeligt og med meget lav “ked-af-det” stemme, når vi skal fortælle omverdenen hvad vi tumler med af svære ting – og for den sags skyld også når vi spørger andre til hvordan det går med “dit og dat”.
Jeg har taget mig selv i det. I situationer hvor jeg spørger andre om hvordan det går med en ting hvortil jeg forventer det her “sørgelige” svar.. Forventningens glæde – eller sorg om man vil. Ja, ting bliver som man siger de bliver!
Behøver det være sådan
Bør vi stille spørgsmålstegn ved om det behøver at være sådan? Måske kan vi spørge med positiv stemme og svare med positiv stemme?
En positiv forventning til, at svaret på spørgsmålet måske er mere positivt end forventet. Giver det mening? Måske vil personen der fortæller, at noget er svært, kunne svare med en ro og en indforståethed om, at det er okay, at det er svært. Ville det lette situationen, gøre livet lysere og mere dejligt? Jeg tror det vil gøre det lidt nemmere at italesætte de svære ting.
Ingen har lovet os, at livet skulle være nemt
Hvorfra kommer forestillingen om, at lige præcis jeg – “verdens navle” – skal gå fri for svære udfordringer, besværlige valg, kriser og alt det livet byder af lærdom. Til de mennesker som går med den forestilling; kast den af h……. til! Sådan er livet ikke. Surprise?
Realisme
Tanken om, at ingen har lovet mig, at livet skulle være nemt, har hjulpet mig mange gange. Til at se lidt lysere på en svær situation. Til at ruske op i mig selv og tage fat der hvor nælden brænder. Til at banke mig selv lidt ned under overfladen, for derefter at stikke hoved op til et nyt perspektiv. Tak for det! Måske kan det også hjælpe dig?
Farvel til “offerrollen”
Med tanken om, at ingen har lovet mig, at livet skulle være nemt – dræber jeg muligheden for at sætte mig selv i offer rollen – og det er jeg glad for. For den hader jeg. Jeg synes det er frygteligt når mennesker omkring mig, placerer dem selv i en offer rolle og forventer at andre har ondt af dem. For til hvilken gavn? De mennesker skal lære, at de ikke er født til at ligge på et guldblad og komme svævende gennem livets fornøjeligheder!
