Accept af behov

Før jeg har kunnet acceptere mit behov for tid til refleksion og eftertanke, har jeg skullet opdage det. En tur op ad Kilimanjaro sidste forår var en del af den proces.

Bearbejde oplevelser

Ligesom søvn er refleksionstid efter min mening undervurderet og nedprioriteret hos mange. Hvertfald hos mig. Jeg ved nu hvordan det påvirker både psyke og fysik at prioritere det. Søvn og alenetid, hvor hjernen ikke er styret, er guld værd for mig. Lynhurtigt vokser kreativitet, følelser bliver tydeligere og beslutninger bliver bedre.

Det effektive liv

Jeg tror på, at det er det liv som jeg aktivt har valgt, og som jeg elsker, der skaber behovet. Livet hvor der hver dag er flere ting på to do listen end jeg kan nå. Hvor hverdagen konstant gøres mere effektiv og jeg praktiserer forbedringer der hvor jeg kan.

Sidevejene

Jeg ser livet som en lang bred hovedvej. Der er en masse sideveje og man vælger helt selv om man drejer af eller fortsætter. Hvis man drejer af, vil man snart møde en ny stor hovedvej – med mindre man kører tilbage og fortsætter af den vej man kørte på. Og tager en anden vej. Det er her refleksionstiden er fantastisk. Jeg får rettet ind.

12 år

Det er 12 år siden jeg startede i KFS Boligbyg hvor jeg idag har overtaget butikken efter min far. Det startede med et studiejob – i 2007 blev jeg indehaver og i 2012 direktør. Der har ikke været én dag hvor jeg ikke har elsket mit arbejde – sikke et pivilegie. Der har været travlt, en rivende udvikling og et turn around på ‘learning by doing’.

Kapacitetsgrænse

Ud over rejsen med firmaet, har jeg dyrket venner og familie – jeg har holdt bryllup, blevet skilt, forsøgt graviditet, bygget hus, været bonusmor, rejst en masse – mildt sagt; ikke spildt min tid.

Hver ting til sin tid

For et år siden kom tiden til mig, hvor jeg besluttede mig for at give min hjerne plads til at bearbejde alle oplevelserne. Jeg har gennem det år husket på ro og mindre rush. Dem der kender mig godt ved, at jeg er igang med mental og fysisk oprydning.

Lykkefølelse

Jeg sidder nu i LA. Besøger en veninde og bruger dagene på ‘oprydning’. Tænker på rejsen og føler en slags lykkefølelse. Fordi jeg gjorde det. Fordi jeg lyttede. Fordi jeg er der hvor jeg planlagde at være. Jeg er måske 75 pct af vejen i bearbejdningsprocessen og min krop er ved at forstå det som min hjerne længe har forstået.

Jeg vil resten af mit liv huske det behov og tage pauserne løbende når jeg føler behov.