”Jeg havde ved et erhvervsarrangement i Odder fornøjelsen at høre Ditte Maria Kollerup fortælle om hendes virksomhed KFS Boligbyg A/S, hendes tanker om ledelse, engagement m.v. – og ikke mindst om hendes tilgang som ung kvinde i en mandsdomineret branche. Kort forinden havde jeg læst bogen: “Fremtidens organisation – fra ledelse til selvledelse – fra organisation til organisme” af Frederic Laloux. Jeg oplevede Ditte Maria som en person med mange af de samme tanker, værdier og mål, som kendetegner de virksomhedsejere og frontløbere, som Frederic Laloux beskriver i nævnte bog. For dem er den vigtigste opgave som leder at være inspirator, rollemodel og facilitator. Ditte Marias foredrag fik mig også til at tænke på Steen Hildebrands bog: “Bæredygtig ledelse – ledelse med hjertet”. Endnu en bog, som åbner døre til en ny og fremsynet tilgang til ledelse. Mig bekendt har Ditte Maria Kollerup endnu ikke selv skrevet en bog til den hylde, men den kommer måske en dag, for hun bevidner med hendes blog og foredrag, at hun har meget på hjertet, som kan være til glæde og gavn for andre.”