Hvor er det svært, at acceptere begrænsninger!

Den livslektie kan jeg nu skrive på mit CV – og jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste der har svært ved, at acceptere, når noget begrænser mig mod min vilje.

Generation ‘alt er muligt’

Ja, jeg er én af dem! En af dem, der bilder mig selv ind, at alt er muligt og at jeg kan det hele. Jeg kan hvad jeg vil. Sikke noget vrøvl! Den illusion brast, da jeg for ca. 15 måneder siden brækkede ryggen.

Uheldig! -eller måske heldig..

“vi havde været en flok piger ude og spise. Vi tog videre i byen og inden jeg havde bestilt den første øl i baren, faldt jeg og brækkede ryggen. Jeg var mere eller mindre væk i smerter. Min veninde har fortalt mig, at jeg sagde min ryg var brækket. Intuition!

Jeg husker min fars blik, da jeg blev kørt rundt på sygehuset. Det var ikke godt. Jeg husker også, da jeg i min morfin-rus satte mig op og ikke kunne ligge mig igen. Jeg kaldte, men der kom ingen. Jeg var alene og jeg kunne simpelthen ikke ligge mig ned igen.

Hele den søndag, ventede jeg på svar fra CT scanningen. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg var heldig – og at operation ikke ville blive en realitet. Jeg vidste, at operation ville være noget værre lort! Mit overlevelses-gen tog magten og jeg valgte ikke, at tage sorgerne på forskud. Det var stabilt brud, jeg skulle ikke opereres. Jeg var heldig!

To nætter på sygehuset og så var jeg hjemme. Samme dag tog jeg til juleafslutning på arbejdet. Jeg husker ikke så meget – og en kollega har sidenhen sagt, at hun den dag var bange for, om jeg ville blive ved med at være ‘sådan’ som jeg var den dag.

Nytårsaften – 10 dage efter bruddet – holdt jeg et brag af en nytårsfest. Festen varede til kl. 7 om morgenen. En blanding af gode mennesker, morfinrus og god vin. Det gik glimrende. Jeg havde ikke én sygedag og 6 uger efter ulykken, gav lægen mig lov til at køre bil. 6 uger før tid.

Morfinmængden tænkte jeg ikke over. Jeg googlede intet omkring noget som helst. Spurgte ingen. Fortsatte blot fremad. Efter uger med en langsom hjerne og en pludselig lyst til at se TV, gik det op for mig, at noget var galt. Morfinen gjorde noget ved mig! Jeg var ikke mig selv..

Fra den ene dag til den anden, gik jeg fra høj dosis morfin til ingenting. Jeg var syg i en uge! Jeg husker tydeligt, at jeg 4 dage efter skulle snakke til en generalforsamling i København. Min søde faster kørte rundt med mig, og mit oplæg gik vist fint, selvom jeg kun husker det svagt. Faktisk har jeg i dag til åbningen af årets byg og bo udstilling, givet knus til en mand, som jeg overhoved ikke husker fra den generalforsamling. Han fik historien om min morfin-tid.

Efter 3 måneder fik jeg korsettet af. Jeg græd på vej ud af sygehuset. Lægen tilbød mig, at beholde plastikkorsettet. Det kunne jeg ikke! Jeg tog det med mig. Det føltes som en slags ‘garanti’, eller noget.. Hvorfor ved jeg ikke.

Jeg kom hjem til et hus fyldt med mennesker, der var i fuld gang med at kokkerere frokost. Vi holdt en workcamp hjemme hos mig. Jeg tudede stadigvæk, da jeg trådte ind af døren og da jeg satte mig i stuen på min yndlingsbænk, og for første gang bøjede ryggen, græd jeg lidt mere. Mærkeligt, at indrømme – men det var så vilde følelser!

Den aften tog vi i byen og jeg fejrede ‘min første dag’ uden korset. Efter 6 måneder måtte jeg begynde løbetræning. Det fejrede jeg med en vild tur på wakeboard. Jeg løb nogle ture den kommende periode. Det var dumt! Mere end dumt.

Jeg havde selv fundet en fysioterapeut, der havde lavet genoptræningsprogram til mig. Og da det offentlige var klar med hjælp 3 måneder efter jeg var gået igang, takkede jeg nej til deres tilbud.

Det måtte jeg tage i mig igen, da smerterne over sensommeren og efteråret kom snigende og blev forværret. Jeg startede forfra og begyndte at lære, at der også gælder begrænsninger for mig!”

Det ordner sig

I går kom jeg hjem fra to dages ski med min far i Norge. Det var enormt fedt at opleve, at jeg kunne stå på ski. Min balance fungerer – og smerterne er til at holde ud. En milepæl for mig!

I bagklogskabens klare lys

Set bagud, så nægtede jeg vel overfor mig selv, at acceptere begrænsninger. Jeg kæmpede for at opretholde ‘min normal’, og formåede ikke, at acceptere, at der var ting jeg ikke kunne. Godt eller skidt, ved jeg ikke. Jeg ville nok ikke have været mere lykkelig, hvis jeg havde taget nej-hatten på og umuliggjort fremskridt.

15 måneder efter

Først nu er situationen ved at være på plads indeni mig. Nu er jeg klar til at skrive lidt om oplevelsen – og begynde, at få den på plads i mit system. Eller næsten – for det rører dybt i følelserne, at skrive den her tekst.

Refleksion

Ud over min succes med ski, er der en anden årsag til, at refleksionerne kommer netop nu. Begge mine forældre er i færd med, at acceptere begrænsninger. De nærmer sig 70 år – og som jeg sms’ede til min mor den anden dag; “det ville da være mærkeligt, hvis du synes det var nemt, at acceptere begrænsninger som du ikke synes om!” Den anden ting jeg skrev var, at “man har et valg!”. Og det er vi heldigvis enige om <3

Livets skole fortsætter altså til vi dør!

6 Replies to “Begrænsninger”

  1. Virkelig stor respekt har selv en usynlig sygdom som driller men er også accepteret og lever efter forholdene, men din er nok værre da jeg har haft 20 år til at vænne mig til min situation

    1. Jeg tror ikke man kan – eller skal – snakke “slemt, værre, værst”.
      Jeg ser min ulykke som endnu en oplevelse, som jeg slap ret heldigt fra og som har lært mig meget..
      Noget af det jeg synes der giver mest brugbar værdi for den enkelte, er et positivt mindset.
      Jeg har i lang tid haft en tanke om et blogpost, der skal omhandle hvordan én konkret situation kan skifte total karakter når den bliver anskuet med positivt kontra negativt mindset. Der ligger store forskelle 😉

  2. Med piskesmæld (siden 94) og 50% lungekapacitet så har jeg en lille ide om dit emne.
    Jeg vælger ikke at leve på mine handicaps præmisser, for hvis jeg gjorde det så ville det gå ud over min livskvalitet. Jeg bruger motorsaven, bygger hus om og tager med firmaet på skitur. Og jo det kan bestemt gøre ondt bagefter, men det giver mig følelsen af at det er mit liv og ikke mindst følelsen af at jeg lever det.
    Det jeg forsøger at sige er; gør det som gør dig glad men sæt distancen lidt ned og brug lidt mere tid. Smerterne bliver til baggrundstøj som de fleste dage kan overdøves med smil og kærlighed.

    1. Jeg synes det lyder enormt rigtigt og klogt (-:
      Sejt, at du har truffet et bevidst valg og har fokus på at maksimere livskvalitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Regn den ud :) *