Formiddagens løbetur bekræftede mig i noget, som jeg flere gange har skrevet ned:

Det handler om mindset! 

Det handler om måden hvorpå vi anskuer en situation. Det er perspektivet, der udgør oplevelsen, og oplevelsen er virkelighed. Og så er vi tilbage til, at vi selv skaber vores historie.

Nå, men…

på løbeturen skete der det, at jeg møder Line, Kim og deres to drenge. Jeg tegnede hus til familien for ca. 3 år siden og vi bor relativt tæt på hinanden. De er på gåtur i det grålige sommervejr. Jeg stopper op, og vi snakker.

Line og Kim er positive og betænksomme mennesker. Vi taler og jeg spørger til deres hus. De er glade for det. Det fungerer. Der er ikke noget, som de har fortrudt. Den nedsænkede stue og det åbne multirum. Alt er godt og vigtigst – er vi enige om – Huset bliver brugt!

Jeg spørger, om der har været udfordringer med mangler eller andet. Line svarer

’jo, der var en tømrer der var forbi, for at skifte et gulvbræt. Og ved du hvad – hvis det så bare er det’.

Line smiler, og jeg blev glad i låget. Tænkte over måden hvorpå Line betragtede fejlen.

Under selve byggeprocessen, sendte Line og Kim chokolade til hele KFS-teamet, og et kort med ord, som i dag danner grundlag for vores mål og KFS vision. Line fortalte, at hun var blevet helt rørt over, at jeg nævner kortet og chokoladen i vores vision video. I dag blev jeg rørt!

Taknemmelighed

Fortællingen er ikke en reklame, men en refleksion over hvad mindset betyder. Og en taknemmelighedsfølelse, over at møde positive og glade mennesker. Og så endda nogle, som giver udtryk for det. Tak <3

Hak

Vi oplever ofte, at tragedier, alvorlig sygdom eller andet dårligdom, ændrer menneskers mindset. Således de bliver mere positive og anskuer livet fra en lysere vinkel end de har gjort tidligere. Et wake up call, bliver det kaldt.

Det er en af årsagerne til, at jeg gerne omgiver mig med mennesker, der ‘har prøvet lidt’, eller fået et par ‘hak’, som jeg ofte udtrykker det.

I det selskab drøftes sjældent småproblemer eller dumme bagateller. Selvfølgelig, er dét der er ‘stort’ for et menneske, ikke det samme som dét, der er ‘stort’ for et andet menneske. Den forskellighed og rummelighed, er der plads til. Og den kan i bund og grund være interessant, i sig selv!

Bevidsthed

Min oplevelse er, at de har har fået ‘hak’, er i stand til, at træffe bevidste valg. Og det er rart, at der er en mening med gøren og laden. Så er det ikke uovervejede tilfældigheder, der får lov at styre slagets gang. Når vi mennesker, træffer bevidste valg, så er vi tilfredse med valgene. Det skaber positivitet, at gøre noget, som vi er tilfredse med. OG positivitet smitter omgivelserne.

Dårligdom gør glad

Man kan tale om, at vi med fordel kan ønske, at blive udsat for oplevelser, der udvikler vores mindset til at optimere livskvalitet. Uheld, tragedier, sygdom eller andet. Det kan lyde absurd, og så alligevel…

Ud fra betragtningen om, at det er dét der skal til, for at udvikle et positivt mindset, så er det vel ikke en dum tanke?!

Nu er det bestemt ikke sådan, at jeg ønsker nogen noget dårligt. Tværtimod! Men jeg ønsker, at mennesker får optimal kvalitet ud af livet, og hvis så der skal noget umiddelbart dårligt til for, at det sker?

Yes! Og den betragtning er så endnu et eksempel på, hvordan noget dystert kan betragtes fra en positiv vinkel 😉

De virkelig kloge mennesker, er så måske dem, der udvikler et positive mindset, uden at skulle trækkes igennem en masse dårligdom………?

Uovervindeligt

Først på året spiste jeg middag sammen med to gode venner. Begge har de haft selvmordstanker og kæmper med problemer, som i perioder hos dem har føltes uovervindelige. Vi har en meget åben og ærlig dialog, og det bringer mit fokus på menneskers mindset. ​De begge havde, ved at arbejde med dem selv, lært, at anskue deres udfordringer, som en gave. Som noget, der har bidraget til en mere positiv udvikling. Det var fantastisk, at opleve.

For nylig fortalte en veninde mig om udfordringer med kærlighedsforhold. Hun havde arbejdet med sig selv, og fundet frem til hvad hun accepterer og hvad hun ikke vil leve med. Jeg sagde til hende, hvor enormt priviligeret jeg synes hun er, at kende sig selv så godt allerede midti 30’erne.

At nyde hvert sekund

Denne eftermiddag havde jeg besøg af et par gutter. Jeg havde sagt ja til, at stille op til et interview til et nyt Magasin, som Mikkel fra Connery vil lancere. Han havde taget sin kollega, Dinko med.

Mikkel har, kan man roligt sige, fået nogle hak i livet. Og Dinko, som jeg mødte for første gang, er flygtning. Han kom til Danmark som 3 årig, og har boet i asyllejer.

Begge har de en drivkraft til at gøre en forskel for andre, og smitte omgivelserne med glæde og positivitet. Og ikke mindst, en evne til at nyde hvert sekund, som Dinko formulerede det.

Egne erfaringer

Jeg har erfaret min egen reaktion i de kriser jeg indtil nu har oplevet i mit liv. Altid har jeg tænkt ’jamen, så har jeg også oplevet det’. Som for eksempel da jeg blev skilt; ‘tænk, at have oplevet 5 års ægteskab i en alder af 28 år’. Det var den positive vinkel. 

Eller da jeg oplevede min krop reagere på for mange ting i gang på én gang i for lang tid. Tanken var; jamen selvfølgelig skulle det også komme til mig. Tid til at lære noget nyt!

Hvad putter vi ind

Hvilke mennesker, hvilken stemning og hvilke vibes, vælger vi at fylde i vores hoved og krop? Positiv kontra negativ. Plusmennesker kontra mennesker, der suger energi.

Vi snakker om, hvordan vi vil leve livet. Hvor vi vil bo. Hvad vi vil arbejde med. En masse omstændigheder, vi forsøger, at få på plads. Essensen er; hvad gør lykkelig.​   

Lykken kommer forskelligt til os. Heldigvis. Omstændigheder kan bevirke, at vi er tvunget til at skifte job, at vores partner ikke vil os mere eller andre episoder, som kan føles uovervindelige. Måske endda skabe en urimelighedsfølelse, uanset, at den ikke bibringer noget godt.

I sådan nogle situationer, handler det i høj grad om, hvordan vi reelt føler situationen – og det afhænger af vores mindset.

Jeg tror på, at vi kan udvikle det mindset, som vi ønsker os. Hvis vi vil. Og tør! 🙂

2 Replies to “Mindset”

  1. Meget kloge ord. Igen beskriver du på helt fantastisk vis, hvordan vi kan hjælpe os selv og det starter med os selv.
    De positive tanker, den positive stemme inden i os selv, der taler positivt til os, er hele kimen og starten til et positivt mindset.
    Nogle mennesker har desværre brug for et “hak” før de taler positivt fra hjertet til dem selv og det skyldes nok desværre at vi i skolen præges til at bruge hovedet og fokusere på fejl fremfor alt det rigtige. Jeg tænker her på, at rettelsen af en diktat med røde streger fortæller hvor mange fejl der er – f.eks. 2% fejl – hvorfor ikke sige 98% rigtig, det vil hjælpe til et mere positivt mindset og give gladere elever 🙂
    Tak fordi du deler dit positive mindset 🙏

    1. Kære Torben
      Tak for input – dejligt, at du kan lide mit lille skriv.
      Jeg tror også på, at når vi fokuserer på det vi kan, frem for det vi ikke kan, så får vi mere af det. Meget simpelt!
      Og jeg tror også, at små konkrete handlinger kan hjælpe på vej – men at mangel på positivt mindset, skyldes skolen, tror jeg ikke.
      Måske skal vi lede i det mere grundlæggende – fx. om vi har fået kærlighed og anerkendelse og andre ting, som vi mennesker trives godt med. Og så gennem hele livet, hvilke mennesker og omgangskreds vi vælger og får tildelt, så at sige.
      Kh Ditte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Regn den ud :) *